DER VAR ENGANG...
Jeg er født på Frederiksberg en fuldmånemorgen i oktober 1973 ind i en familie, som
er særlig opmærksom på sproget. I mit barndomshjem blev der talt, sunget, rimet og
remset, leget med ord. Jeg fik fortalt historier og fortalte dem selv, dikteret til en
voksen inden jeg selv lærte at skrive. Jeg husker mig selv som en bogorm, og det er
forfattere til bøger, jeg dengang læste, eller fik læst højt, som jeg stadig i dag
beundrer og ser som en slags litterære bedstemødre: Astrid Lindgren, Maria Gripe, Ursula
K. LeGuin.
Jeg var altså teenager i firserne. Det er fælt at være teenager og firserne var ikke
noget fedt årti at være det i. ”Yuppier” var et af tidens nye ord, og på den
privatskole, jeg gik på, vandrede alle med respekt for sig selv og gruppepresset rundt
med store firmanavne printet på sweatshirten. Der var megen overflade og mening i minus,
i mine pubertetsøjne.
En dag fandt jeg en samling af Jens August Schades digte i mine forældres bogreol. Jeg
kan stadig huske digtet jeg slog tilfældigt op på, det begyndte: ”Lysende tindrer
det omtågede København i sin vinduesspros”. ’Tindrer’ er stadig et af
mine yndlingsord.
Og så gik jeg fra bibliotekets børnebogshylder til sektionen med lyrik i
voksenafdelingen: Michael Strunge, Bo Green Jensen, Klavs Bondebjerg. En ny verden åbnede
sig. Her var søgen og spørgen - med sproget som redskab. Jeg havde allerede skrevet
sangtekster til den guitar, jeg havde spillet på fra jeg var otte. Fra sangtekster til
digte var der kun et skævt spring.
Frederiksberg dannede rammen om min barndom og tidlige ungdom. Det var det snævre miljø,
jeg brød ud af, da jeg flyttede hjemmefra som 15-årig – ind på et værelse i
Københavns midte, lige ved siden af Dagmar-biografen. Jeg begyndte på gymnasiet året
efter og kort før min studentereksamen i 1992, fik jeg mine første digte på tryk i
tidsskriftet Hvedekorn.
Samme sommer søgte jeg optagelse på Forfatterskolen – og kom ind.
Jeg gik på Forfatterskolen fra 1992-94. Jeg lærte meget om at læse – egne og
andres – tekster. Og om at forholde mig til kritik, den jeg gav og ikke mindst den
jeg fik. Det var her jeg fik min formelle uddannelse og mine første kollegaer, - stiftede
venskaber, som den dag i dag betyder meget.
Min første bog, Tilbage bliver, en digtsamling, udkom i marts 1994, kort før
jeg blev færdig på skolen. I november samme år modtog jeg Bog Forums debutantpris.
Så fulgte mine ’vandreår’ – jeg vandrede ud i verden, til og fra
København, til og fra studier. Min anden digtsamling, En fremmed selv, udkom i
efteråret 1995. Jeg var begyndt på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet og
skulle vænne mig til at det var det retoriske ”Hvorfor?”, der her blev stillet
– det var en anden tilgang til tekster end den, jeg hidtil havde kendt. ”Hvad er
det egentlig lige jeg skal lave med mit liv?” spurgte jeg mig selv. Og det var med
den spørgende tilgang, jeg efter det andet semester på litteraturvidenskab rejste uden
for Europa første gang.
På min første ’store’ rejse, som gik til Mexico, Belize og Guatemala, mødte
jeg andre livsmåder, filosofier, tankebaner. Jeg mødte skægge, seje, søde, syrede
mennesker; vidt forskellige, hvoraf mange også spurgte ”Hvad er det lige jeg skal
lave med mit liv?” , selv om de måske var midaldrende (jeg havde ungdommeligt troet,
at jeg kunne reddes med alderen). Jeg mødte mennesker, som var holdt op med at spørge,
men i stedet spurgte ”What do I want to do next?”
Det var i San Miguel de Allende i Mexico, jeg skrev de første digte til samlingen Stjernehavet.
Efter den sommer under tropestjernerne vendte jeg tilbage til betonen på Amager og
forsøgte at bedrive studier. Men løbet var kørt, det var kun et spørgsmål om tid,
før litteraturteorien endte nederst i bunken, og en decembernat i 1997 landede jeg
første gang i New Delhi, Indien.
Jeg rejste på det indiske subkontinet i otte lange, mættede, fantastiske, opslidende,
berigende, styrkende, utrolige, hårde og fortryllede måneder og vendte tilbage til
København med lys i øjnene og et færdigt manuskript i tasken i det tidlige efterår.
Stjernehavet udkom i januar 1999.
1999 var også året jeg begyndte at undervise – i dansk og på skrivekurser. Det var
og er en gave at få lov at undervise. Jeg selv lærte mindst lige så meget som
deltagerne. At inspirere og vejlede, sammen spørge ”Hvorfor?” (det rigtige,
ikke det retoriske), at bruge både analytisk sans og intuition.
Udlængslen havde ikke sluppet mig, men den havde fået et andet sigte: Jeg ville rejse
til Indien igen, men jeg ville dybere ned under overfladen denne gang.
Jeg fik gennem Danida kontakt til et projekt i Sydindien, der fokuserede på at yde hjælp
til selvhjælp til marginaliserede landbrugskvinder. I 2000 boede jeg i længere perioder
i tre forskellige landsbyer og oplevede, i den udstrækning en udefrakommende,
vesterlænding nu kan, hvordan flertallet af indere lever. Det er der bl.a. kommet et
foredrag ud af.
I mellem to ophold i landsbyerne i Tamil Nadu tog jeg på ferie til nabostaten, Kerala.
Her mødte jeg min canadiske mand (en ærke-romantisk historie om ægte kærlighed, som
må vente til en anden vinteraften). Vi blev gift i Ottawa, Canada, i januar 2002.
Vores søn er født i august 2002 – på Frederiksberg Hospital, hvor jeg også selv
kom til verden. En cirkelslutning…? Eventyrets gamle mønster Hjemme-Ude-Hjem? Eller
også er jeg, trods det meget rejseri, bare håbløst lokal…
Under min graviditet og barsel skrev jeg min seneste bog Akikos ammehjerne, en
fortælling, som udkom i maj 2004.
Min nye horisont ligger i feltet mellem (skrive)kunst og erhvervsliv. ”Og hvad er det
så lige dansk erhvervsliv kan bruge en digter til?” – læs mit svar og mere
under Foredrag og kurser.
